+45 48 70 78 99 [email protected]

OPHOLDSSTED FOR UNGE MED BEHOV FOR STØTTE

INTERAKTIONEN MELLEM DE EKSTERNE OG INTERNE SYSTEMER I BEHANDLINGSKOLLEKTIVET BELYST UD FRA ET SYSTEMISK PERSPEKTIV.

Opgaven vil tage sit udgangspunkt i det Behandlingskollektiv for unge, som jeg har været med til at starte, har arbejdet i og boet i siden 1986. Arbejdet i Behandlingskollektivet har lige fra starten været fokuseret på dels at udvikle forståelse for den betydning, som de interne systemer i Behandlingskollektivet har for den behandling, som de unge og deres familie tilbydes, og dels forståelse for den betydning, som de for den unge vigtige eksterne systemer har for behandlingen.
Opgaven vil ud fra et systemisk perspektiv belyse og forsøge at indkredse, hvordan systemerne såvel de interne, som de eksterne omkring den unge interagerer, og hvilken betydning disse interaktioner har for den individuelle behandling, som den unge og familien tilbydes. Jeg vil således konkret belyse, hvilken betydning samarbejdet har mellem de eksterne og de interne systemer i Behandlingskollektivet, og de eksterne systemer imellem for den enkelte unges udvikling, og således også hvad det er vi som behandlere i samarbejde med de eksterne systemer, og som dele af flere af de interne systemer gør for at fremme denne udvikling, og hvad vi gør, der kan hæmme denne.
For overskuelighedens skyld har jeg i figur 1 (bilag 1) forsøgt at illustrere såvel systemerne samt inter-aktionerne mellem disse.

De interne systemer:
På trods af at der i opgaven ikke vil blive fokuseret på betydningen af det/de interne system/systemers arbejde, men i højere grad den måde interaktionen foregår på, dels mellem de forskellige eksterne systemer og dels mellem de eksterne og de interne systemer vil det alligevel være relevant at nævne, hvilke interne systemer, der har betydning i den terapeutiske organisation, som Behandlingskollektivet kan ses som.
De væsentligste interne systemer i Behandlingskollektivet kan opdeles i tre kategorier: 1) De unge, 2) De ansatte og 3) De unge og de ansatte.
Indenfor disse enkelte kategorier og kategorierne sammen foregår behandlingen, og tilsammen udgør det den behandlende helhed i de interne systemer. For at beskrive denne behandlende helhed, er det nødvendigt at fragmentere helheden ud i de enkelte behandlingstiltag, som består af individuel terapi, gruppeterapi, miljø-terapi og familieterapi.

Individuel terapi.
Vedrørende den individuelle terapi kan kort anføres, at vi her med udgangspunkt i de aktuelle problem-stillinger, som den unge præsenterer os for, og i overensstemmelse med den systemiske tankegang specielt inspireret af Karl Tomm, Tom Andersen, Milanoskolen og Steve de Shazer
har det mål at fremme den enkelte unges udvikling i retning mod større selvstændighed. Vi er blandt andet inspireret af Karl Tomm ved, at vi forholder os reflekterende og bruger refleksive spørgs-mål og ved at være opmærksomme på, i hvilket domæne vi ønsker at være i forhold til de unge. (Karl Tomm´s fire domæner: Manipulerende, konfronterende, givende kvalificeret omsorg (succorance), givende styrke/selvtillid (empowerment)). Vdr. Tom Andersen er vi blandt andet inspireret af hans anvisninger om, hvordan det refleksive element kan bruges også i samtaler, hvor der ikke er mulighed for reflekterende team, og vi er inspireret af hans stil med at lade den/dem som ikke vil tale blive fri, og at vi hele tiden skærper opmærksomheden på det, som “bevæger” ved det, vi taler om. Vdr. Milanoskolen er vi blandt andet inspireret af deres ønsker om at se og opleve hele det vigtige system omkring den unge og udnytte dette i vores behand-lingsarbejde, og vi benytter os af deres principper om paradoksale interventioner og gør brug af triadiske spørgsmål. Vdr. Steve de Shazer bruger vi blandt andet skalaspørgmål og mirakelspørgsmål i arbejdet med de unge, og vi arbejder hele tiden med at få de unge til at gøre store fremtidsmål overkommelige ved at formu-lere små konkrete delmål på vej mod det større mål.

Miljøterapi.
Vedrørende miljøterapien kan fremhæves, at denne er baseret på en systemisk referenceramme, hvor vi med udgangspunkt i de unges konkrete problemer eller opgaver beskæftiger os med, hvordan vi kan hjælpe den unge med at løse opgaven/problemet. Her fokuserer vi ligesom i den individuelle terapi meget på den unges ressourcer, og på de situationer hvor eksempelvis problemet ikke er så virksomt (undtagelser), således at den unge i fællesskab med os finder ud af, hvordan det er lettest for den unge at løse den konkrete opgave eller et eventuelt problem på en sådan måde, at den unge oplever størst mulig succes. De miljøterapeutiske interven-tioner adskiller sig imidlertid fra interventionerne i den individuelle terapi ved, at vi i meget mindre udstræk-ning møder den unge med eksempelvis skalaspørgsmål og avancerede paradoksale interventioner og ved, at vi helt undlader eksempelvis triadiske spørgsmål. Vores erfaring er dog, at udfaldet af disse enkelte interne behandligstiltag i høj grad er determineret af den samvirken, der foregår mellem de interne systemer i Behandlingssystemet, og de for den unge vigtige eksterne systemer, hvorfor disse nu skitseres.

De eksterne systemer:
Jeg vil opdele de eksterne systemer i de tre kategorier, som vi i vores dagligdag samarbejder med: 1) Den unges familie, 2) Det henvisende system og 3) Beskæftigelsessystemet.

Den unges familie.
Vedrørende den unges familie er det vores erfaring, at familiens medvirken i behandlingen af den unge har en afgørende betydning for, om der kan ske et fremgangsrigt behandlingsarbejde. Vi forsøger i arbejdet at integrere familien i behandlingsarbejdet, således at familien gøres til en synlig og aktiv part af det, der foregår i Behandlingskollektivet. Dette sker dels via de månedlige forældre og/eller familiesamtaler og evaluerings-møderne, hvor den unge, familien, det henvisende system og Behandlingskollektivet deltager, og dels ved at integrere familiearbejdet i det miljøterapeutiske arbejde ved hjælp af forskellige arrangementer, hvor såvel de unge som deres familier deltager.
Familiearbejdet foregår efter principperne: tydelighed, åbenhed og respekt. Tydelighed arbejder vi med på følgende måde, ved at vi klart formulerer, hvad Behandlingskollektivet kan, og hvad det ikke kan, hvilke krav vi stiller til den unge, og hvilke forventninger vi har til familien om samarbejde og interesse fra deres side. Åbenhed er en vigtig forudsætning for, at arbejdet kan fungere, idet vi ser det som en nødvendighed, at alle involverede, såvel den unge som familien, ved, hvad der sker; at de ved, hvorfor vi eksempelvis stiller bestemte krav til den unge på et givent tidspunkt. Respekt præger vores arbejde med familien, idet det er vigtigt, for at familien kan føle sig motiveret for at samarbejde, at de føler sig respekterede. De kommer ofte med en følelse af, at de ikke er lykkedes som forældre, eftersom deres barn må anbringes uden for eget hjem. Familiearbejdet må blandt andet derfor altid støtte familien i de ressourcer, de har og hjælpe dem med at skærpe opmærksomheden på de succes’er, der er og hjælpe dem med at få succes på endnu flere områder i forhold til deres barn, idet skyldfølelser og ydmygelser herved i størst mulig grad kan minimeres.
Vi forsøger altid i så vid udstrækning som muligt at tage udgangspunkt i de behov og ressourcer, som den enkelte familie har for at opnå en god kontakt til dem, så de i videst mulige omfang kan inddrages i arbejdet.
Familiearbejdet kan have meget forskellige konkrete udtryk alt afhængig af, hvad vi vurderer, det er, den unge og dennes familie ønsker. De unge har oftest som problembærere et meget problemfyldt forhold til deres familie, når de flytter ind i Behandlingskollektivet, og vores mål er altid at få den unge og familien til at arbejde mod at ændre dette forhold således, at alle parter bliver mere tilfredse med relationen. Selv om den unge i perioder ikke ønsker at se sin familie, har vi alligevel altid kontakt med familien i form af forældre-samtalerne og evalueringsmøderne.

Eksempel 1.
Som eksempel på et konkret indhold familiearbejdet kan have, vil jeg nævne en ung pige, som boede her i 3 år. Hendes mor var død, og faderen magtede af forskellige grunde ikke at komme hertil til forældresam-talerne. Pigen bekymrede sig i en sådan grad om sin far, at det var næsten umuligt for hende at arbejde med sin egen udvikling, hvorfor det var tvingende nødvendigt for os at få oprettet en stabil kontakt til faderen, således at vi på den måde kunne tage pigens bekymring alvorligt og overtage ansvaret for denne bekymring. Vi fik aftalt med pigens sagsbehandler, at når faderen hver måned kom for at hente sin pension hos sags-behandleren, ville en medarbejder fra Behandlingskollektivet (altid den samme) også være til stede. Faderen mødte af gode grunde altid op, det samme gjorde medarbejderen altid medbringende en hilsen fra datteren, som så fik én hilsen tilbage igen. Pigen slappede straks af, efter at denne ordning var etableret, og følte at nu var der nogen, der tog sig godt af hendes far, og hun fik overskud til at arbejde med sin egen udvikling. Medarbejderen fik skabt en kontakt til faderen, hvilket betød, at faderen fuldt ud støttede op om anbringelsen i Behandlingskollektivet, og han fik efterhånden mod til at komme og deltage i forskellige arrangementer i Behandlingskollektivet.
Det terapeutiske indhold i kontakten var ikke så væsentlig i relationen behandlere og far, og ej heller i familien som system (far / datter). Men det terapeutiske indhold var i langt højere grad væsentligt i familien (far / datter) og Behandlingskollektivet (behandlerne og behandlerne / datteren) som system. Det var denne samvirken i systemet, der bestod af familie (far / datter) og Behandlingskollektivet, der gjorde det muligt at fremme en forandring.
Vi anser det for nødvendigt hele tiden at tage udgangspunkt i det samspil, der sker mellem Behandlings-kollektivet (med de tre interne systemer) og familien på en sådan måde, at vi ikke anser det for at være “modstand” fra familiens side, når vi oplever, og/eller familien giver udtryk for, at denne samvirken ikke er særlig udviklende for såvel den unge som dennes familie. Vi tager derimod udgangspunkt i, at vi som behandlingssystem endnu ikke helt har fundet den måde, hvorpå vi kan samarbejde med den konkrete familie, således at en hensigtsmæssig udvikling kan opnås.
Steve de Shazer udtrykker det således i “Modstandens død”:

“Enhver familie (individ, par) har sin egen måde at forsøge på at samarbejde, og terapeuten må først gøre sig klart, hvad der kendetegner denne særlige måde, og herudfra må han samarbejde med familien om at fremme forandring.” (p. 6, Steve de Shazer)

Jeg vil illustrere bredden i familiearbejdet ved at beskrive et andet forløb.

Eksemp el 2.
Familien bestod her af far, mor og søn, hvor sønnen boede i Behandlingskollektivet ca. et år.
Faderen og moderen var i en sådan grad i opposition til alt, hvad der foregik i Behandlingskollektivet, at den unge mand havde vanskeligt ved at give sig selv lov til at udvikle sig inden for Behandlingskollektivets rammer. Forældrene var samtidig interesseret i at blive
inddraget i alt vdr. sønnen, hvorfor vi tilbød dem i en længere periode, at de kunne få ugentligt forældresamtaler i stedet for som vanligt månedlige, for at de i højere grad kunne hjælpe os med at blive bedre til at hjælpe deres søn. Forældrene udtrykte, at de for første gang følte sig forstået af os, da de fik dette tilbud, som de udnyttede til fulde. Behandlingskollektivets mål med disse samtaler var dels at hæve informations niveauet mellem familien og Behandlingskollektivet for derved at nå til mere forståelse og en mere positiv attitude fra familiens side til Behandlingskollektivet. Kun den første del af målet vdr. informations niveauet blev tilfredsstillende opnået, mens familien vedblev at være i opposition til Behandlingskollektivet, om end graden af dette aftog.

De ugentlige samtaler betød, at jeg stillede op til min ugentlige omgang skældud fra moderens og faderens side, men dette havde dog den ønskede effekt, at det hidtidige pres, der havde ligget på sønnen for at få ham til at gå i opposition til Behandlingskollektivet blev lettet en del, således at han kunne begynde at føle sig til rette i Behandlingskollektivet og udnytte de muligheder, der derved var for forandring.
Familiearbejdet handler også om at få afklaret og få overblik over, i hvor høj grad og på hvilken måde familien er involveret i et større system af udenforstående hjælpere, og hvordan samarbejdet mellem familien, hjælperne og Behandlingskollektivet kan blive mest udviklende for den unge. Eksempelvis undersøge med familien hvilken rolle den henvisende instans spiller i familiens øjne, og hvilke hjælpere de eventuelt har haft mest nytte af. Dette undersøgelsesarbejde kan få afdækket, om der skulle være tale om dyadiske konstel-lationer, dvs. om forholdet mellem familien og en eller anden hjælpeinstans er symmetrisk eller komplemen-tært. Eller om der eventuelt skulle være triadiske konstellationer, hvor familien bliver del af et spil, hvor to hjælpeinstanser (den ene kunne i værste fald blive Behandlingskollektivet) konkurrerer med hinanden om at opnå de bedste behandlingsresultater med den unge.

Det henvisende system.
Vedrørende det henvisende system mener jeg her den unges sagsbehandler og andre behandlere,
som den unge nylig har været eller er i kontakt med, og som samtidig har en vigtig position i
relation til anbringelsen af den unge i Behandlingskollektivet. Eksempelvis skolepsykolog,
støttepædagog, hjemme-hos-pædagog, familiekonsulenter og/eller den ungdomspsykiatriske
afdeling. De unge har ofte kontakt med flere hjælpere, idet de som symptombærere ofte har fået

støtte flere steder fra. Den unges problemer kommer ofte til udtryk i familien, men da de også har en alder, hvor de er skolepligtige kommer deres problemer ofte også til at få indflydelse på deres skolegang, og da de som mindreårige i høj grad er samfundets ansvar, vil det sociale
system blandt andet i form af sagsbehandler også ofte blive involveret. Målsætningen for behandlingen er vigtig i såvel familiearbejdet som i samarbejdet med det henvisende system. Vi må hele tiden være koncentrerede om, hvad den unge og familien oplever som positive forand-ringer, og det tilstræbes, at der ikke må være uoverensstemmelse mellem, hvad Behandlingskollektivet, den unge, familien og det henvisende system mener, er et vigtigt mål her og nu for såvel den unge som for familien. Målsætningen må konkretiseres og tydeliggøres såvel inden placeringen af den unge sker, som hele tiden i forløbet mens den unge bor og udvikler sig i Behandlingskollektivet.
Et eksempel kan være, at alle involverede parter inden placeringen er enige om, at målet med den unges ophold i Behandlingskollektivet i første omgang er, at denne skal lære at kunne klare igen at gå i skole. Når dette mål efter nogen tid opnås, udvikler målsætningen sig eventuelt til, at den unge nu ikke blot skal gå i skole, men også skal lære at være aktiv i forhold til lektielæsningen. Senere bliver målet måske, at den unge skal lære at tage initiativ til at have sociale kontakter i skolen. Hele tiden må målsætningen diskuteres med alle og konkretiseres, således at det bliver muligt for den unge at overskue, hvad det er, der skal til, for at målet bliver opnåeligt.
Vores samarbejde med det henvisende system og dermed alle de aktive hjælpesystemer bygger på de samme principper som tidligere nævnt under familiearbejdet: tydelighed, åbenhed og respekt, hvor vi forsøger at få et så nært samarbejde med de involverede som muligt, således at alle ved, hvornår og hvorfor man skal gøre hvad sammen med hvem og i hvilket ærinde.

En pige, som boede her i Behandlingskollektivet knap et år, havde været indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling i meget lang tid og havde der haft meget udbytterige samtaler med en psykiater. Hun ønskede at bibeholde disse samtaler med psykiateren, da hun flyttede ind i Behandlingskollektivet. Vi tog udgangspunkt i dette ønske til at få et nært samarbejde med psykiateren, hvor vi i fællesskab med psykiateren og pigen definerede nogle konkrete mål med disse samtaler. Målene handlede om, hvordan disse samtaler kunne støtte pigen i at flytte ind i Behandlingskollektivet og udnytte de muligheder, der var for behandling og dermed forandring der.
Efter meget kort tid anså pigen det ikke længere for vigtigt at have jævnlige samtaler med psykiateren, fordi hun fik sit samtalebehov dækket her, men ønskede blot at have det som en mulighed, hvis hun havde behov for det. Pigen benyttede udelukkende samtaletilbuddet med psykiateren, når hun i perioder var meget vred på alle i Behandlingskollektivet. Psykiaterens målsætning for samtalerne var da stadig at hjælpe pigen med i fællesskab med psykiateren og Behandlingskollektivet at kunne løse de problemer, som pigen oplevede at have i forhold til Behandlingskollektivet. Ligesom med familiearbejdet forsøger vi altid at tage udgangspunkt i de behov og ønsker, som det henvisende system har for samarbejde. Nogle sagsbehandlere udtrykker eksempelvis ønske om at følge arbejdet meget tæt, hvorfor vi arbejder med en høj grad af information, hvor de kommer her ofte og eksempelvis deltager i mange familiemøder. Andre sagsbehandlere overlader en langt større del af ansvaret for den konkrete del af udførelsen af behandlingen til os, hvorfor vi respekterer dette, og kun inddrager dem konkret, når det handler om evalueringsmøder, og når de skal udføre deres generelle tilsyn.
Ved i behandlingsarbejdet at tage højde for og via den systemiske metode at undersøge den betydning, som det henvisende system har for den unges behandling i Behandlingskollektivet, anser vi det for muligt som også Palazzoli etc. skriver i artiklen om “Henviseren som problem i familieterapi”, at vi:

“…gennem metoden kan søge brugbare løsninger, uden at der opstår spændinger i forhold til den henvisende person…” (p. 7, Palazzoli etc.)

Samarbejdet med det henvisende system resulterer ofte i, at det henvisende system og vi i Behandlings-kollektivet aftaler at have forskellige funktioner i forhold til den unge og familien.
Et tilbagevendende eksempel er, at eks. sagsbehandleren bliver den, der stiller ydre og formelle krav til såvel den unge som til familien, mens Behandlingskollektivet i højere grad bliver den del af systemet, som skal hjælpe specielt den unge med at leve op til de krav, som sagsbehandleren stiller.
De to eksterne systemers – det henvisende systems og familiens indbyrdes samarbejde har også væsentlig indflydelse på behandlingen.

Eksempel 4.
Et eksempel på dette er en mor, hvis søn boede i Behandlingskollektivet i 2 1/2 år. Moderen og sønnen havde altid været meget knyttet til hinanden, og moderen havde meget svært ved at undvære sin søn. Moderen havde meget brug for støtte i denne adskillelsesproces, mere end hvad vi i Behandlingskollektivet havde mulighed for at give. Sagsbehandleren var efter aftale med Behandlingskollektivet meget bevidst om, at give moderen denne støtte, idet dette ansås som værende en betingelse for, at sønnen kunne udvikle sig tilfreds-stillende. Konkret gav sagsbehandleren denne støtte dels i form af samtaler med moderen, dels ved at hun ikke deltog i møder med Behandlingskollektivet, uden at moderen også var til stede, og dels ved at de altid fulgtes til og fra møderne. Dette medførte, at moderen følte sig mindre sårbar og alene, men derimod at hun var beskyttet og støttet af sagsbehandleren.

Beskæftigelsessystemet.
Vedrørende beskæftigelsessystemet har Behandlingskollektivets samarbejde med dette primært handlet om samarbejde med skoler, praktiksteder, arbejdspladser og fritidsorganisationer. I lighed med refereret under de andre eksterne systemer bygger dette samarbejde på principperne: tydelighed, åbenhed og respekt. Her er det hele tiden vigtigt at have for øje, at samarbejdet ikke er mellem to behandlingssystemer, men der-imod at samarbejdet er mellem et behandlingssystem (Behandlingskollektivet) og et system, som stort set henvender sig til alle børn og unge. Det betyder i vores daglige arbejde, at det er meget vigtigt, at vi prøver at give beskæftigelsessystemet støtte til at arbejde med den ofte svære opgave, det kan være eksempelvis at inte-grere vores unge i en almindelig klasse i Folkeskolen. Ved at respektere lærernes faglige kompetence og arbejde med en høj grad af åbenhed og tydelighed, vedrørende det Behandlingskollektivet har brug for hjælp til fra skolens side, er det vores erfaring, at dette samarbejde udvikler sig til, at lærerne får en forståelse for den enkelte unge. Denne forståelse er blandt andet med til, at lærerne støtter den unge i at skærpe opmærk-somheden mod de succes’er, som den unge allerede har, og hjælpe dem til at få mange flere succes’er i skolesystemet.

Eksempel 5.
Et eksempel på Behandlingskollektivets samarbejde med beskæftigelsessystemet var en pige, som boede i Behandlingskollektivet i 3 år. Umiddelbart efter indflytningen skulle hun starte i 8. kl. i den lokale skole. Pigen reagerede meget heftigt på dette, og allerede første skoledag blev der ringet fra skolen pga. problemer med pigen. De første problemer blev klaret via telefonsamtaler, men i løbet af den første uge nåede en med-arbejder at være til møde på skolen 4 gange, hvor der på møderne tilsidst var deltagelse af pigen, klasselærer, matematiklærer og skoleinspektør. På møderne havde medarbejderen den funktion at være meget støttende over for såvel pigen som lærere, og dette førte frem til, at det blev gjort meget tydeligt, hvilke krav skolen stillede til pigen, og pigen fik mulighed for at formulere, hvilke krav hun stillede til skolen. Derudover blev det aftalt, hvordan Behandlingskollektivet på bedst mulig måde kunne støtte skolen i at integrere pigen i klassen på en sådan måde, at det var tilfredsstillende for såvel pigen, de øvrige klassekammerater og lærerne. Samarbejdet mellem skolen og Behandlingskollektivet vedblev at være meget tæt med en meget høj grad af information i de tre år, pigen gik på skolen. Lærerne blev meget glade for pigen, og pigen blev meget hurtigt en integreret del af klassen.

Afslutning.
Ovenstående har stort set udelukkende eksemplificeret, hvad det er, vi som behandlere i samarbejde med de eksterne systemer, og som dele af flere af de interne systemer gør for at fremme den enkelte unges udvikling, og hvornår dette ifølge vores vurdering stort set er lykkedes. Ved at beskrive og eksemplificere hvordan vi fremmer den unges udvikling, har jeg også implicit skrevet, hvordan jeg mener, at vi kan hæmme et positivt behandlingsarbejde. Ved at undlade at arbejde efter de ovennævnte beskrevne principper mener jeg, at det kan føre til
antiterapeutiske handlinger i relation til såvel den unge som dennes familie.
På trods af at vi i vores arbejde forsøger at arbejde efter det ovenfor skitserede, oplever vi selvfølgelig igen og igen i vores arbejde, at behandlingen ikke medfører de hurtige forandringer, som behandlingen var rettet mod. Derfor er planlægningen (Karl Tomm´s “Planlægning som en 4. retningslinie for terapeuten”) og justeringen af behandlingsarbejdet såvel i relation til de eksterne systemer som i de interne systemer nødvendig løbende at koordinere, således at interventionen i forhold til de enkelte unge bliver udviklende i forhold til, hvad den unge magter her og nu. I denne planlægning spiller den eksterne supervision en central rolle, idet der herved gives mulighed for i størst mulig udstrækning at blive opmærksom på eventuelle antiterapeutiske handlinger over for den unge fra såvel de eksterne systemer som de interne systemer.
Udarbejdet af:
Anne-Grete Rasmussen.

Kontakt os

Adresse

Holløselundvej 23-25
3210 Vejby

Send os en besked