Udtalelser vi er særlig glade for
Tidligere anbragte unge beskriver, at der under deres ophold har været fokus på at gøre dem ansvarlige for deres eget liv, som de har taget med sig i deres liv sidenhen.
Generelt har alle informanterne beskrevet, at Lundekollektivet var med til at give dem følelsen af, at de har et ansvar over for andre, men i høj grad også over for sig selv og sit eget liv.
Det beskrives, at man som beboer i Lundekollektivet ikke bliver undskyldt, fordi man har en sygdom eller diagnose, men at man må lære at leve med sygdommen, således den ikke hindrer beboeren i at indgå i faste rutiner.
Generelt beskriver alle informanter, at der fra Lundekollektivets side i første omgang bliver sat fokus på de unges ressourcer og styrker frem for, at der bliver fokuseret at behandle sygdommen.
”Hvis du behandler mig ordentligt, så behandler jeg dig ordentligt. Og som udgangspunkt, tror jeg, at du behandler mig ordentligt.”
”På hospitalet fik jeg altid at vide: ”Det ved du ikke noget om, for du er syg”. Så gad jeg heller ikke at prøve. Det er alligevel nogle andre, der styrer mit liv.” I Lundekollektivet var de voksne gode til at sige: ”Du vil gerne de her ting. Hvis du skal det, skal du overkomme de her ting først.”
”… psyk handlede om at overleve, og LK handlede om at lære at leve.”
”I Lundekollektivet handler det ikke blot om at overleve sygdommen, men at man lærer at leve med sygdommen og de udfordringer, der følger med.”
”Der var en respekt for os som mennesker frem for som belastede unge. Det er noget, man ikke ofte møder i systemet som ung; at der bliver taget hensyn til, at du er et helt menneske, der har din livsbagage. Det formåede de virkelig at gøre.”
Flere af informanterne fortæller, at de voksne ikke begrænsede dem i forhold til deres sygdom eller deres personlige udfordringer, men tværtimod arbejdede hen imod en løsning, som gjorde, at de unge stadig kunne nå deres mål til trods for, at det ikke altid gik godt i spænd med den sygdom eller udfordring, som de havde.
Der bliver skabt nogle relationer mellem medarbejderne og de unge, som karakteriseres ved ofte at have en vedvarende betydning, hvorfor flere af informanterne har oplevet at have kontakt til Lundekollektivet et godt stykke tid efter, at de er flyttet.
De tidligere anbragte beskriver relationen som at være meget kærlig. Flere italesætter, at de følte sig holdt af, hvoraf tre af informanterne faktisk bruger vendingen, at de følte sig elsket.
– Kathrine nævner, at der var en fin og respektfuld balance: ”Det hele var meget fint og respektfuldt – men uden at gøre det uprofessionelt. […], men der var en sikkerhed i de voksne, som man ikke møder andre steder. Det var ikke ligesom bare en lærer i skolen, der holder af en. Det var hele tiden. Man vidste, at selvom man havde trådt forkert, var det både dem som mennesker, man sårede, men det var også deres professionelle virke.”
– Trine giver et billede på den understøttelse, hun har fået fra personalet i Lundekollektivet: ”Jeg sammenligner det selv med et billede af små børn, der er ved at lære at gå. Nogle gange falder de, og så er der nogle voksne, der lige hiver dem op og siger, at de godt kan.”
– Carina, der har kæmpet med angst, fortæller, at hun i en periode, efter hun var flyttet fra Lundekollektivet, benyttede sig af at ringe til Frank eller Anne-Grete for at få hjælp og gode råd, hvis hun igen stod i en situation, som hun havde svært ved at overkomme. Hun fortæller, at det havde altafgørende betydning for hende, at hun ikke blev ladt helt alene, efter at hun var flyttet fra Lundekollektivet, men at der stadig var en livline, som hun kalder det. Hun beskriver, at den støtte, som varede et par år efterfølgende, bl.a. for hende betød, at hun kunne komme videre uddannelsesmæssigt og i dag læser på universitetet.
En stor del af informanterne lagde ikke mærke til, at de blev behandlet, mens de boede i Lundekollektivet. Samtlige informanter beskriver, at der altid var en voksen, der stod til rådighed for at snakke, hvis man havde behov for det i løbet af dagen.
Stort set alle informanterne skildrer, at det har været de daglige, uformelle samtaler, der har gjort den største forskel for dem. Selvom de ikke mærkede direkte, at der foregik behandling, kunne de alligevel mærke en forskel. Som Carina fortæller: ”Jeg mærkede heller ikke decideret effekt af min behandling, men jeg kom alligevel fra A til B, så et eller andet må der jo være forgået.”
– Hanne beskriver, at de hjalp hinanden. Hvis der var en af de andre, der ikke var kommet ud af sit værelse hele dagen, bankede hun som regel på døren hos dem med et stykke chokolade til dem i hånden. Hun oplevede, at denne opmærksomhed var gengældende og gjaldt samtlige beboere. Disse relationer og samtaler med de andre piger skabte både en indsigt i de andres udfordringer, men samtidig gav det hende også en selvindsigt, der var med til at fremme hendes bedring.
– Carina fortæller, at særlig Frank og Anne-Grete ofte lavede jokes og andet sjov med beboerne – men altid inden for de unges egne grænser. Det gav en mere ligeværdig omgangstone i huset, som gjorde, at det blev mere hjemligt for hende. Hun sammenligner omgangstonen med psykiatrien, hvor hun tidligere har været. Her var omgangstonen præget af at være meget mere formel. Hun så det derfor som en nedbrydning af den omgangsform, hun tidligere havde mødt i systemet, og det passede hende godt, at tonen ikke var så højtidelig, men nede på jorden.
– Line nævner f.eks., at hun lærte, at det ikke behøvede at være kedeligt med en fast struktur og faste rammer, da det ligeledes også i dag hjælper hende med at holde fast i nogle flere ting i dagligdagen. Faktisk beretter samtlige informanter, at den faste struktur og rutine er noget, som de har taget med sig i deres liv efter Lundekollektivet, fordi de har mærket, at det har givet dem en ro og stabilitet.
”Jeg tænker, at gennem tilbuddets insisteren fik jeg faktisk min mor tilbage, for det var ikke hende, der ikke ville. Det var mig, der ikke ville. Jeg tænker, at det er deres insisteren på at vi skulle ses, der gør, at vi overhovedet har en relation i dag.”
