Magien, Kærligheden og arbejdet

Tanker fra LOS Landsmøde år 2002.
Alle vi der arbejder med børn anbragt udenfor hjemmet har forhåbentlig haft den gode oplevelse, at mødet mellem os og barnet har haft den glædelige udgang, at mødet har gjort en forskel. For barnet på den måde, at det er blevet i stand til at varetage ansvaret for sin egen tilværelse på en for barnet hensigtsmæssig måde og for os, opholdsstedet på den måde, at vi herved ser, at vor ofte langvarige indsats ikke har været forgæves.
Anderledes forholder det sig, når vi skal analysere og beskrive, hvad det var, af det vi gjorde, der gjorde en forskel. For nogen vil det måske være nok at beskrive det, der skete i relationen som ”magi” eller som et ”under”. Til dette vil jeg for det første sige, at jeg ikke mener, at dette forklaringsniveau er tilstrækkeligt til at sælge pladser til kommunerne. For det andet og væsentligere mener jeg, at forklaringer der alene baser sig på emotionelle oplevelser og som undlader at medtage vore handlinger og målet med vor handlinger, kan blive fatalt for det anbragte barn.

Magien:
Når et lille barn ser en tryllekunstner trække en kanin ud af en tom hat, bliver barnet imponeret og siger: ”Se far han kan trylle”. For det lille barn er det trylleri, – ren magi. Det lidt større barn, der ser det samme, siger undrende: ” Hvordan gjorde han det far?”. Faderen derimod har enten gennemskuet, hvordan tryllekunstneren lavede sit trick eller, hvis det er et godt tricks, ser det som uigennemskueligt og resultatet af vel tilrettelagt og hårdt træning. Det er et velkendt fænomen, at en tryllekunstner ikke fortæller, hvordan han udfører sine tricks, da dette vil fjerne magien ved illusionen om, at han kan trylle. Ved at forklare illusionen forsvinder magien, og da det netop er magien ved illusionen, der sælger billetter ved teateret, forstår vi alene af den grund, at det er vigtigt ikke at ødelægge magien ved at røbe illusionen.

Det lille barn accepterer illusionen som magi, det større barn søger en forklaring på fænomenet og den voksne enten gennemskuer fænomenets virkemidler eller accepterer illusionen som god underholdning.

Kærligheden:
Når mennesker mødes, og der i dette møde sker noget, der for parterne gør en forskel, er vi som regel godt klar over, at her er sket noget. Vor tilbøjelighed til at forklare det skete, at analysere hvad der skete, har dels noget at gøre med, hvem vi er som personer og dels hvad forskellen ved mødet bestod i. Hvis forskellen er af religiøs spirituel art ligger det lige for at kalde fænomenet et under, og ikke nærme sig en yderligere forklaring. Forklaringen, at der er sket et under, er i sig selv forklaring nok. Hvis forskellen ved mødet består i, at der opstår gensidig forelskelse, vil vor tilbøjelighed til at analysere ofte være meget lille, idet vore følelser i denne situation så klart står i forgrunden i forhold til vor rationelle tilstedeværelse. Vi oplever det skete som magi og stiller os indtil videre tilfreds med dette som forklaring på, hvad der er sket.

Hvis den ene part imidlertid løber tør for forelskelse og efterlader den anden med kærestesorg så sker der noget, hvad angår kravet til analyse og forståelse hos den forsmåede part. Typiske spørgsmål kan i denne situation være: Hvad er der sket? Hvad har jeg gjort galt? Hvad kunne jeg
havde gjort anderledes? Selvbebrejdelser er her heller ikke ualmindelige: Havde jeg dog bare været mere åben, sød, forstående, etc.
Spørgsmålene tjener det formål at analysere det skete, og selvbebrejdelserne kan tjene det formål at afdække egne ”fejl” i forhold til det skete og derved i højere udstrækning gøre sig til herre over situationen og evt. stå bedre rustet fremover. Et helt andet spørgsmål er så; vil bearbejdningen af den overståede forelskelse forhindre os i at lade os rive med af magien ved en ny forelskelse? Dette spørgsmål vil jeg lade stå åbent her.

Det hårde arbejde:
Når der er tale om forholdet i mellem voksen og barn i almindelighed og måske i særdeleshed om forholdet mellem voksen og anbragt barn, så vil den forsmåede part altid være barnet alene af den grund, at den voksne er den, der i denne relation er eller bør være den ansvarlige for forholdet. Det er den voksnes ansvar, at barnet ikke svigtes (yderligere). At magien mellem barn og voksen er tilstede er et gode for såvel voksen som barn, er der ikke tvivl om. Men udelukkende at lade magien være den eneste forklaring i forhold til den voksnes relation til barnet, kan blive fatalt for barnet og eventuelt også for den voksne. En analyse og beskrivelse af hvad det er, som vi han tilbyde barnet, syntes at være arbejdsredskaber, der er hjælpsomme og nødvendigt for at sikre barnet i forhold til, at den voksne lever op til sit ansvar i forhold til barnet. Dette står, sådan som jeg ser det ikke i modsætning til den magiske oplevelse. For mange svigtede børn er troen på stabile relationer til voksne endt i bristede illusioner og dermed er magien forsvundet ud af barnets liv. Når vi som ansvarsfulde voksne arbejder målrettet hen mod at genskabe barnets tro på stabile relationer til voksne er vi ude i et meget ansvarsfyldt ærinde. Hvis vi ikke holder vores egen formåen for øje, kan vi meget let komme til at gøre fatal skade på barnet og efterlade det endnu mere illusionsforladt, end da vi indledte arbejdet. Dette er ikke fordi vi ikke gik til arbejdet med de bedste intentioner, men fordi vi i modsætning til tryllekunstneren ikke gjorde vor indledende arbejde godt nok. Vi er nødt til som personer og som opholdssted at gøre os klart, dels hvad vi gør, hvorfor vi gør det, vi gør, og ikke mindst hvordan kan vi blive bedre til at gøre det, vi gør. Dette er hårdt arbejde, som ikke endeligt kan afsluttes og derfor må betragtes som værende en læreproces til gavn for barnets oplevelse af stabile magiske relationer til voksne.
Frank Falentin Sørensen.